SAFESPACE: Et samtalespil om relationer, grænser, seksualitet og køn
Om SAFESPACE: Samtalespil udviklet på Sind Daghøjskole
SAFESPACE er et samtalespil udviklet af Sind Daghøjskole i 2025 med støtte fra Dansk Folkeoplysnings Samråd og Kulturministeriets Udviklingspulje til Lokal Folkeoplysning. Spillet kan købes af både institutioner og private.
Et safespace betyder et sted, hvor man kan mødes og dele erfaringer uden risiko for diskrimination, fordomme eller mobning
(Den Danske Ordbog).
🎲 Hvad er SAFESPACE?
SAFESPACE er et samtalespil, der giver deltagerne mulighed for at tale åbent og trygt om:
- køn og identitet
- relationer og venskaber
- grænser og samtykke
- mobning, tillid, normer m.m.
Spillet handler ikke om prævention, seksuelt overførte sygdomme eller graviditet.
🃏 Spillets opbygning
Spillet består af spørgekort i tre kategorier:
DIALOG
Eksempler:
• Hvordan finder man en kæreste?
• Hvordan kan man udtrykke samtykke til intim berøring?
• Hvilken betydning har det at blive mobbet?
SANDT ELLER FALSK
Eksempler:
• Man kan godt være kærester uden at have sex.
• Én ud af fem voksne har tegn på ensomhed.
• Knap 2% af danskere under 40 har fået delt nøgenbilleder uden samtykke.
BEGREBER
Eksempler:
• Hvad betyder “gaslighting”?
• Hvad vil det sige “at stole på” nogen?
• Hvordan forstår du udtrykket ”at springe ud”?
💬 Formålet med spillet
SAFESPACE er udviklet for at skabe et trygt forum, hvor unge kan dele tanker, følelser og viden om temaer, der fylder i deres liv.
På Sind Daghøjskole arbejder vi med unge, der ofte har oplevet psykisk sårbarhed, ensomhed, mobning eller perioder uden trivsel.
Vi savnede et materiale, der kunne bruges med vores STU-elever og andre unge – og som tog fat på de vigtige, men svære samtaler om identitet, normer og relationer.
SAFESPACE er derfor udviklet med særligt fokus på:
- tryghed
- rummelighed
- refleksion
- deltagernes egne erfaringer
Spillet bruges med stor glæde af både STU-elever og andre unge kursister.
Vi har prøvet SAFESPACE i vores STU med 3 forskellige grupper, både med nogle unge uden erfaring med forhold, og med nogle lidt ældre med erfaringer fra parforhold og sex.
Ens for grupperne var at spillet gav mulighed for gode samtaler, hvor vigtige emner kom op, og hvor de unge reflekterede over egne og andres tanker. Vi oplevede, at spillet gav mening for de unge, og at de godt kunne lide formen med samtale om begreber, forståelse mm.
Vi havde en spilstyrer/gamemaster med til spillene og oplevede god effekt af dette. Spilstyreren, som var en underviser, kunne give forklaringer på ord, give eksempler til spørgsmålene og hjælpe samtalen på vej, så alle blev hørt og respekteret. Det vil vi helt klart anbefale til andre der prøver spillet.